Ønsker fra aktivitets- og turudvalget.
Vi har netop haft møde i aktivitets- og turudvalget, og med det formål at få flere med på især klubture og gøre disse mere ”trygge”, indbydende og give større udbytte – især for nye roere for hvem det måske er ”helt nyt” at tage på tur, så vil vi gerne opfordre til følgende:
Alle klubture, der slås op som turaktivitet i GM og/eller på FB, bør så vidt muligt indeholde følgende:
Aktiviteter bør følge stort set samme skabelon under hensyntagen til hvad der skal laves. Dvs. så informativt som muligt for dem, der ikke har deltaget tidligere – så også forhold, der er selvfølgeligheder, kan med fordel nævnes.
EKSEMPEL: Tur til Avernakø
Mødested: DBS
Tidspunkt: Torsdag den 29. maj, kl. 10:00 hvor du skal være omklædt, have din kajak klar og klar til skippermøde. Vi forventer at være retur ved DBS kl. 16-17. Enten ca. 14 K eller ca. 32 K
Turleder og spørgsmål: H C Andersen
Fart: 5-6 km/t
Vejr: 4-6 ms fra syd – så der kan godt være lidt bølger på sydsiden af Avernakø. Sol og 18 grader.
Du skal være IPP2/Egenfærdighed A/klubfrigivet for at kunne deltage. Dvs. ikke åben for kursister på frigivelsesholdet.
Turen går via vestsiden af Bjørnø rundt om Avernakø – mod uret. Der er stop ved Avernakø Havn efter ca. 7 K hvor der også er toiletter – ca. 10 min pause. Dernæst mod uret rundt om Avernakø og på østsiden efter ca. 18 K spiser vi madpakke – ca. 30 min pause (ingen toiletter). Og så pause igen ved Avernakø Havn efter ca. 25 K – 10 min pause. Dem, der ikke vil med hele turen rundt, kan vente i Avernakø Havn, og således ro de første 7 K og de sidste 7 K men må så vente ca. 3-3,5 timer på at vi andre kommer forbi igen. Eller eventuelt ro hjem selv.
Husk madpakke og vand/kaffe og evt. fælles kage. Kasket, solbriller og solcreme – der bliver blå himmel. Skiftetøj ikke nødvendigt. Der kan normalt købes is og burger ved Havnen på Avernakø.
Tilmelding i GM
Generelt ture:
Alle ture starter med et skippermøde hvor ”dagens program” gennemgås, incl. eventuelle ændringer, ønsker, sikkerhedsinstrukser mv. Sikkerhedsbestemmelserne i klubben kræver i øvrigt også et skippermøde hvis der er 4 deltagere eller mere på en tur.
Er du ny, og er i tvivl om du kan ”klare turen” – så spørg turlederen, eller en af instruktørerne – de kan normalt godt vurdere det.
Generelt om tilmelding:
Det er et meget stort ønske (nogle mener krav), at såfremt du vil deltage på en tur eller deltage i en aktivitet, så tilmelder du dig i GM. Dermed har arrangøren bedre mulighed for at planlægge. Eksempelvis: der er 8 ikke-frigivne roere, der gerne vil med på en klubtur rundt om Bjørnø. Turlederen, der ikke er instruktør, kan ikke tage dem med – medmindre turlederen får 2 instruktører med på turen (op til 6 ikke-frigivne roere må en instruktør have ansvar for), der også er villige til at påtage sig ansvaret for de ikke-frigivne. Og her vil det være noget lettere hvis turlederen kan se, at der er 2 instruktører tilmeldt. En instruktør kan også vælge kun at tage ansvar for 3 ikke-frigivne - hvis han/hun ønsker dette - evt. pga. vejrforhold eller ro-niveau.
Tilmelding gælder også arrangørerne idet der nogle gange er oprettet aktiviteter med flere arrangører – og for deltagerne (og de andre arrangører) er det rart/nødvendigt at vide hvem af arrangørerne, der deltager. Måske står jeg som arrangør men er blevet forhindret – så er det rart at vide at eksempelvis de 2 andre arrangører deltager.
Aktivitets- og turudvalget/29. april 2025